Clairvoyance, healing og kanalisering

Malene Ratajczak

Rigtig hjertelig velkommen til min hjemmeside  

Jeg arbejder med clairvoyance, healing og kanalisering på 3 måder:

1. Med privat-klienter i form af 1:1 sessioner

2. Individuelle coaching forløb

3. Forskellige spirituelle kurser

 

1:1 sessioner – clairvoyance, healing og kanalisering

Sessionerne afholder jeg i København og Haderslev, og begge steder sker det i dejlige, lyse lokaler og omgivelser.

En session kan bestå af både clairvoyance og healing, og er ofte en kombination af begge. Har du ikke mulighed for at komme til mig, er det muligt at bestille en fjernhealing.

Du kan læse mere inspirerende information nedenfor her på siden eller under Clairvoyant rådgivning og Healing.

Individuelle coaching forløb

Spirituel coaching er et stærkt og målrettet individuelt uddannelsesforløb, der styrker og skærper de spirituelle evner og indsigter indenfor kort tid. Jeg afholder forløb både i København og Haderslev. Læs mere under Spirituel Coaching.

Spirituelle kurser 

Lige som ved 1:1 sessionerne og de individuelle coaching forløb afholder jeg spirituelle kurser i både Haderslev og København. Du kan finde en samlet kursusoversigt under Kurser, hvor du også kan læse meget mere om de enkelte kurser og forløb.

Mine næste arrangementer er en julemeditation og en nytårsmeditation i hhv. december og begyndelsen af januar, begge i Haderslev. Herudover er der sat nye kursusdatoer på min Englekurser, Selvhealingskursus og ‘Styrk-din-spiritualitet’-kursus for 2017 – du kan evt. læse mere under Kurser. “Styrk din spiritualitet”-kurset og Skytsenglekurset afholdes både i Haderslev og København.

 

Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål til ovenstående  

Kærligst,
Malene Ratajczak

Clairvoyance med Malene Ratajczak

 

Hvad er clairvoyance?

Selve ordet clairvoyance betyder klarsyn, men begrebet dækker over mange flere aspekter, bl.a. også over klarhørelse og klarføling (intuition og klarviden).

Sådan laver jeg clairvoyance

Når jeg laver clairvoyance, stiller jeg ind på dine vejledere og guider, bl.a. din skytsengel, som sammen med mine guider og skytsengel videreformidler den information, som skal viderebringes. Herudover kan informationen komme via din sjæl til min. Begge dele er ‘lige rigtigt’, og ofte er der en umærkbar sammenblanding. Al information og vejledning er således ikke udvalgt af mig, men er information, som dine vejledere og guider mener, du har brug for at vide og kan håndtere her og nu. Informationerne kan gives på baggrund af spørgsmål fra dig, men det er også muligt mere generelt at spørge ind til ’hvad er relevant for mig at vide her og nu’ uden konkrete spørgsmål fra din side. Vejledningen tager som oftest udgangspunkt i det sted, du står i livet nu, men kan også indeholde information fra tidligere liv samt ud i fremtiden.

Informationerne og budskaberne får jeg vist på følgende måde:

  • Via klarhørelse – guiderne sender telepatisk tanker, som jeg videreformidler
  • Via intuition eller klarviden – ofte ved jeg, når der stilles et spørgsmål, hvad svaret er.  Jeg tænker og analyserer ikke – det kommer som en viden, en form for vished
  • Via klarsyn – især som billeder, energier eller symboler

Ubalancer i auraen

Udover at få information via sjælen og guiderne, går jeg ind og kigger på din aura. Jeg kan som regel se, hvis der er ubalancer eller hvis enkelte energipunkter (herunder chakraer) ikke fungerer optimalt. Ved at stille endnu mere ind på disse ubalancer, kommer der yderligere oplysninger om, hvad der evt. ikke er optimalt, og hvad der kan gøres for at rette op på det. Ofte kombinerer jeg clairvoyancen med en efterfølgende healing, så evt. ubalancer kan blive rettet.

Afdødekontakt

Det sker, at afdøde familiemedlemmer melder sig og gerne vil videreformidle et budskab eller komme med relevant information. Det sker i trygge og kærlige omgivelser og er som oftest en rigtig dejlig oplevelse for den enkelte. Igen er det alt sammen ifølge aftale med dine guider og skytsengel. Det, den afdøde har brug for at sige til dig, er som regel information eller vejledning, således at du kan komme videre i livet uden sorg og tankespekulationer på forhold omkring den afdøde. Ofte er det også for at udtrykke deres kærlighed og omsorg.

Clairvoyance giver et her-og-nu billede af din situation

Clairvoyance giver som nævnt et her-og-nu billede af din situation, og alle råd tager derfor udgangspunkt i dette. Det er vigtigt, at du som person bruger din egen dømmekraft i forhold til de oplysninger og budskaber, der kommer frem, idet du har din frie vilje til at følge den givne vejledning eller ej. Det skal føles rigtigt og overkommeligt for dig. Al information, som fremkommer under clairvoyancen, skal ses som en vejledning.

Hvad er forskellen på clairvoyance og kanalisering?

Clairvoyance og kanalisering kan sidestilles, det er kun måden, der arbejdes på og hvorfra informationerne hentes, der er forskellig. Generelt er min oplevelse af forskellen på informationerne fra de 2 forskellige niveauer, at clairvoyance giver meget konkret viden og indsigt, hvor oplysninger og budskaber fra kanaliseringer kan være mere overordnede, men utroligt fyldte med kærlighed og nærvær. Dette er en meget forenklet generalisering, der er mange varianter indover. Vi er alle meget forskellige mennesker i meget forskellige livsforhold.

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere om, hvad clairvoyance er, bl.a. i forhold til afdødekontakt, er du velkommen til at læse mere i artiklen: “Er clairvoyance = afdødekontakt… eller?” på min blog. Du kan også finde adskillige bøger om clairvoyance her.

Jeg er medlem af Clairvoyant Foreningen i Danmark. Du kan også læse mere om clairvoyance på foreningens hjemmeside.