Hvem er Malene Ratajczak?

Jeg hedder Malene Ratajczak, er født i 1965 og bor i Haderslev.

Jeg arbejder primært som spirituel kursusleder og afholder healingkurser og mange forskellige englekurser i både Haderslev og København.

Herudover laver jeg også 1:1 sessioner med fokus på healing og clairvoyant rådgiving.

 

Min spirituelle baggrund

Mine spirituelle evner og interessen for den spirituelle verden er blevet udviklet meget stærkt over de sidste 15 år, hvor der fra den ene dag til den anden bl.a. blev åbnet op for klarhørelse og klarsyn i forbindelse med min fars uventede bortgang.

For at styrke disse evner yderligere har jeg deltaget i forskellige kurser, hvoraf de to mest dybdegående er clairvoyance uddannelsen hos Maya Fridan i København samt kanaliseringsuddannelsen hos Ilse Johannesen på Frederiksberg.

Siden disse kurser for efterhånden hele 10 år siden, har jeg haft min egen virksomhed med fokus på spirituel undervisning/kurser samt 1:1 sessioner. Efter 2 år i Haderslev, begyndte jeg også at holde kurser og sessioner i København, en by jeg holder utroligt meget af, og hvor jeg stadig holder kurser og sessioner.

 

Malene Ratajczak - clairvoyant, healer og spirituel kursusleder

 

Det er vigtigt for mig, at både klienter og kursister går fra enten kurser eller sessioner med en god oplevelse af at være blevet mødt og forstået, men samtidig også har fået konkrete redskaber og indsigter til at komme videre med deres liv og deres spiritualitet

I løbet af alle mine kurser kommer der altid baggrundsteori omkring kursets emne, og der udleveres materiale, som kan bruges derhjemme.

regnbue_linie

Min uddannelsesmæssige baggrund

Mht. min uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund er jeg uddannet statsautoriseret translatør i russisk fra Handelshøjskolen i København. Herudover har jeg en Executive MBA fra den internationale business school IMD i Lausanne, Schweiz.

Jeg har tidligere været ansat hos følgende internationale virksomheder: A.P. Møller, Velux AS og svenske AssiDomän Packaging (nuværende SmurfitKappa), og har i en årrække været udstationeret som finansdirektør i Moskva og Skt. Petersborg i Rusland for de 2 sidstnævnte virksomheder.

regnbue_linie

Kombination af erhvervsliv og spiritualitet

Kombinationen af at have været leder i erhvervslivet og samtidig være åbnet op i en alder af 41 år (på min fars dødsdag ) gør, at du vil opleve mig som havende en rigtig god jordforbindelse og en struktureret tilgang til tingene, hvad enten det er en session eller et kursus, det drejer sig om.

Herudover har jeg en meget stor forståelse for dem, ‘der ikke forstår’, men i høj grad også for os, ‘der forstår’ . Og også for dig, hvis du (ovenikøbet) er en af dem, der måske er sammen med og omgivet af mange, som ‘ikke forstår’ . Vi er mange, der undergår en stor og dyb spirituel udvikling i disse år, og det er klart at vores spirituelle udvikling kan være svær at forstå for både familie, venner og kollegaer.

Men når der først kommer balance i tingene (hos os selv ), så er den spirituelle verden en gave og overflødighedshorn af indre og ydre oplevelser og indsigter, både for os selv men også når vi er sammen med andre ligesindede.